Formandens beretning
Smørum, den 22/04-2021
Formandens beretning
Det har været et meget udfordrende år med coronaen som en væsentlig modspiller. Det hele startede med en ny bestyrelse der kun nåede et møde før det hele lukkede ned. Så alle vores møder blev gennemført via teams på nær et møde.
Vi nåede dog at afholde et strategimøde en lørdag formiddag, hvor vi reviderede vores strategi og her kan bl.a. nævnes:
- LSF skal være den foretrukne breddeklub med plads til ambitioner i Egedal kommune og omegn
- LSF skal være 1000 medlemmer – heraf minimum 250 pigespillere
- LSF skal være den foretrukne samarbejdsklub med FC Nordsjælland
- LSF skal til stadighed udvikle og fastholde egne trænere
- LSF skal udvide seniorafdelingen – a. gennem flere ung-seniorer
Alle mål er selvfølgelig ikke opnået endnu og specielt det med antallet af medlemmer blev ramt af coronaen. Men det lysner og flere og flere melder sig ind igen og i år er der over 60 spillere der har meldt sig ind.
En anden god ting er samarbejdet med LSF-håndbold omkring den hastigt voksende ”Pandafodbold” – eller de helt små drenge og piger. Her tilbyder vi leg med bolden for de 2-5 årige, hvilket er en meget stor succes her hvor foråret også er kommet.
Vi er i skrivende stund 770 medlemmer, inklusive Pandaerne og Fodboldfitness – her udgør Pandaerne hele 55 spillere alene.
Ser vi på seniorafdelingen har vi ændret strategien til, at Danmarksserieholdet ikke nødvendigvis skal rykke op i 2. division, men målet er at holde sig i top fire. Hertil kommer, at vi skal have spillet minimum 5 ung-seniorer/U19-spillere ind på holdet og det er vi godt i gang med. Resultater er fantastisk da vi udover DS-holdet har et senior 2 der er med i Sjællandsserien og det er der ikke mange klubber der kan præstere.
En milepæl i 2020 var også, at vi endelig fik taget kunstbane 2 i brug. Pudsigt nok er den så efterspurgt, at flere af holdene rent faktisk hellere vil spille på kunstbanen fremfor på græs. Det får desværre også kunstbane 1 til at se ”lidt slidt ud” så et af målene må være, at få den renoveret når der er tid og penge til det.
Her ligger vedligeholdelsen dog hos kommunen – hvilket den også gør for hele arealet uanset om det er græs eller kunst.
Ser vi på FC Nordsjællandssamarbejdet så er der netop skrevet en ny kontrakt - en klub der virkelig ”vil” LSF. Det betyder et endnu tættere samarbejde til gavn for begge klubber.
Trænerrådet arbejder også hårdt på et forholdsvist nyt projekt: LSF skal gerne blive til en licensklub.
Der er megen fokus på dette område da det giver nogle fordele for hele det grundlæggende arbejde med de unge mennesker. Jo bedre vi bliver hele vejen op igennem rækkerne desto bedre bliver klubben som helhed helt frem til de ældste årgange, så også her har vi store forventninger.
Selvom coronaen fik sat en kæp i hjulet på mange ting så har LSF ikke ligget stille. Bestyrelsen og udvalgene har arbejdet på højtryk og forsøgt at komme igennem de svære betingelser, men det lysner nu med vacciner m.m. og efter sommerferien er der et håb om, at mange af tingene er normaliseret så vi igen kan koncentrere os om det vi gerne vil: Spille fodbold uden restriktioner.
med venlig hilsen
Thomas Beyer-Andersen
Formand i LSF