Menu

Jacob Søberg er anfører på 1. senior og en klubmand i mere end en forstand.

image Jacob Søberg
Redaktionen
27. juni 2022 kl. 22:21
LSF er en fodboldklub med mange medlemmer hvor der altid er plads til alle, uanset alder og niveau. Det kan være svært at følge alle hold, så i den kommende tid vil vi forsøge at lære flere af klubbens aktive at kende.

Jacob Søberg er anfører på 1. senior og en klubmand i mere end en forstand. 

Kort beskrivelse af dig selv som spiller og truppens anfører?

Jeg er 24 år og har efterhånden spillet 18-19 år i LSF først som ungdomsspiller og sidenhen som senior spiller. Jeg har i de sidste mange år spillet midterforsvar. I forhold til hvem jeg er som spiller vil jeg beskrive mig selv som typen der aldrig giver op og elsker at vinde. Mine styrker på banen vil jeg vurdere er, at jeg er rolig, god til at læse spillet og bevare overblikket med og uden bold. Derudover er det meget naturligt for mig at være meget verbal på fodboldbanen og jeg prøver altid at hjælpe holdet bedst muligt med meget kommunikation. Min rolle som anfører handler for mit vedkommende om at tage ansvar og gå forrest for holdets bedste. Derudover prøver jeg sammen med de andre rutinerede i truppen at hjælpe de mange nye unge i truppen så meget så muligt.

Hvordan har du oplevet jeres store udskiftning i truppen og et trænerskifte for første gang i 10 år?

Det har selvfølgelig været en stor omvæltning når så mange rutinerede spillere stopper samtidig med et trænerskifte. Det har været en proces, hvor vi har skulle bygge et nyt hold af en masse nye unge spillere og nye trænere. Der har skulle skabes en masse nye relationer både spillerne imellem og med Anders og Brian. Alle er kommet med et åbent sind og en lyst til at skabe de bedst mulige resultater. Selvom der har været perioder, hvor det ikke har gået som vi ønsket det, har der hele tiden været en tro på, specielt fra Anders og Brian, at vi er på vej i den rigtige retning, hvilket har kunne mærkes på holdet og specielt de unge hele vejen igennem foråret.

Det har været imponerende, at alle de unge gutter, der er kommet op i truppen med en lyst til at blive bedre, samt en masse energi og gåpåmod, hvilket har gjort det til en fed proces at være en del af. Det at så mange unge spillere har kunne træde ind på det her niveau, er også en stor cadeau til trænerne i ungdomsafdelingen, hvor der bliver lagt et meget stort og engagerede stykke arbejde.

Hvordan har du oplevet jeres sæson?

Det har været en meget lærerig og udviklende sæson specielt her i foråret, hvor vi har skulle bygge et nyt hold med en masse nye unge drenge og nye trænere. Det er klart, at det sætter sine spor når 5-6 rutinerede spillere stopper, men det har givet chancen til en masse unge spillere, som har grebet den. Vi har som trup været vant til at spille med i toppen af Danmarksserien, men i år har vi skulle kæmpe med nede i den anden ende og samtidig har vi skulle bygge et nyt hold op. Målet der blev sat i vinters, var at forblive i Danmarksserien og det er lykkes på trods af der både har været op- og nedture i løbet af foråret. Uanset hvor mange bump der har været på vejen, har Anders, Brian og os spillere fokuseret på, hvad vi lærte af hver kamp og forsøgt at tage det med videre til den næste.

Vi fik i vinters mange nye unge U19 drenge op i truppen, som blev kastet for løverne i Danmarksserien uden at have spillet mange minutters seniorfodbold. Det er naturligt, at de har skulle lære at begå sig i et seniormiljø og spille i Danmarksserien. I løbet af forårssæsonen har alle de unge gutter fundet ud af, at de har niveauet til at spille med i Danmarksserien, hvilket også resultaterne i den sidste halvdel af forårssæsonen afspejler. Jeg synes vi har haft en sæson som efter omstændigheder er mere end godkendt. Det har være en lang og lærerig proces i foråret, som vi kommer til at få meget gavn af i fremtiden. 

Hvordan oplever du LSF som klub?

Det er svært spørgsmål at svare på, fordi LSF for mig er meget mere end bare end fodboldklub. LSF er et samlingssted for både unge og gamle. En fodboldklub hvor man skaber oplevelser og venner for livet. Jeg har altid oplevet LSF som en klub, hvor kærligheden til fodbolden og fællesskabet altid har skinnet igennem. Mange af de relationer man skaber i klubben, er mere en blot et venskab på fodboldbanen, det er venskaber som også omfatter alt muligt andet ud over fodbolden.

Både som ungdomsspiller og som seniorspiller har det altid skulle være sjovt at spille fodbold og det er det altid i LSF. Jeg tror grunden til at mange elsker at spille fodbold i LSF eller kommer tilbage, hvis man har været ude og prøve sig af i en større klub, er igen det unikke sammenhold og fællesskab der er i omklædningsrummet før og efter træning.

Hvordan er det at være seniorspiller i LSF?

Jeg synes det er fedt. Jeg elsker at spille fodbold og specielt med LSF-logoet på brystet. Lige så meget som alle os der spiller seniorfodbold i LSF elsker at spille fodbold, lige så meget elsker vi fællesskabet og omklædningsrummet. Jeg glæder mig altid til at komme ned i omklædningsrummet og ud på træningsbanen. Jeg har altid synes, det har været noget specielt at være seniorspiller i LSF. Først og fremmest på grund af det sammenhold og fællesskab vi har sammen i seniorafdelingen. Vi en samling af lokale smørumdrenge, der alle har spillet mange år i LSF og alle vil LSF det bedste. Jeg har selv oplevet, at der blev taget godt imod en når man kommer op som ungdomsspiller, og det prøver vi ældre nu at videreføre på bedst mulig måde. Alle i seniortrupperne er vindertyper, der hader at tabe og det giver bare et fedt miljø både på og uden for træningsbanen.

Har du nogle ønsker for seniorfodbolden i LSF?

Jeg har store ambitioner på hele LSF’s vegne herunder også seniorfodbolden. I første omgang handler det sportsligt om at genetablere sig i toppen af Danmarksserien igen, efter den store udskiftning i truppen. På sigt tør vi godt sige, at målet og ambitionen er at rykke op i 3 division og med så mange nye unge dygtige spillere tror jeg på det er muligt. Derudover håber jeg, at seniorfodbolden kan tilbyde de ungdomsspillere, der bliver seniorer et fedt miljø at komme op til uanset niveau og ambitioner.

Udover det sportslige håber jeg at seniorfodbolden bliver et samlingspunkt for alle i klubben. Jeg håber at vores kampe kan være en platform til at mødes på kryds og tværs både som ungdomsspiller, oldboys, veteran eller tidligere LSF spiller. Det er altid fedt når der er folk nede og se os spille og specielt de oplevelser vi har haft, i pokalturneringen i de seneste par år har været fantastiske og giver en lyst til mere.

Har du noget som du vil ind på, så tilføj gerne.

Til sidst vil jeg bare gerne sige tak til alle de frivillige, der er grunden til at LSF som klub er hvor den er i dag. Jeg har selv oplevet utrolig mange mennesker gennem min tid i klubben, som frivilligt arbejder hårdt for at få LSF til at være den bedste klub for både de unge og os seniorer. Det gælder alle lige fra de frivillige i ungdomsafdelingen og seniorafdelingen, til folkene i pølseboden om lørdagen, vaskemanden, bolddrenge og piger og mange mange flere – uden alle jer vil LSF ikke være det samme.

God sommer - ses på banerne efter sommerferien.

Luk