Menu

Opfølgning med en LSF stjernespire...

image ”Jeg har altid haft en drøm om at blive professionel fodboldspiller og forsøgt at forfølge den”
Benneth Henriksen
09. oktober 2024 kl. 14:08
Vi havde fornøjelsen af at byde Anton velkommen til de seneste sponsor og vinarrangement i september, hvor vi kunne overrække Anton en LSF trøje, som anerkendelse for hans flotte præstationer indtil videre...

Et gensyn med Anton Mayland, som i 2022 skrev sin første kontrakt som ungdomsspiller med FCK – og som nu har kontrakt med Lyngby Boldklub, hvor han pt. er udlejet til Hillerød og spiller med i senior 1. division.

Selvom Anton Mayland bruger sin tid omkring senior fodbolden i Hillerød, og samtidig er inde over U19 landsholdet, finder vi ham tit nede i klubben, hvor han ofte ser sine LSF venner spille – Jeg tog en snak med Anton om hans karriere og drømme.

Fakta:

  • Anton Mayland er født i Smørum i oktober 2006
  • Anton spillede fodbold i Smørum fra 2011 til 2018
  • 2018: Skiftede til AB som U13 målmand
  • 2022: Skrev kontrakt med FCK som U17 målmand
  • 2023: Skrev kontrakt med Lyngby som U17/U19
  • 2024: Fast U19 målmand i Lyngby og reserve for Lyngby superliga
  • 2024: Udlånt og aktivt spillende for Hillerød 1. division senior

Anton har altid drømt om en fodbold-karriere og forsøgt at forfølge sine drømme:

”Jeg husker tydeligt interessen for fodbold helt fra jeg størtede i 0 klasse med fodbold i skolegården. Blev hurtigt meldt ind i LSF – ”Fodbold var det fedeste – og jeg har ikke set mig tilbage siden”. Min far har selv spillet fodbold på højt niveau og har også en fortid som målmand. Så der var fra start stor opbakning hjemmefra til fodbolden”

Det er fantastisk at høre Anton fortælle reflekterende om, hvor vigtigt han ser venskaberne i fodbold, hans stadige tilknytning til LSF og de gamle venskaber, samtidig med, at han arbejder benhårdt på at forfølge sine drømme.

”Jeg vil sige 100% at mine venner fra LSF og Smørum er dem jeg altid har kendt, er dem jeg har det bedst sammen med. Kan have det sjovt at være mig selv. Og i dag er det stadig mine bedste venner”

Hvad er drømmen?

”Drømmen er at blive professionel fodboldspiller – og det største vil være at blive del af det danske A- landshold. Derudover er det selvfølgelig en drøm at komme på den internationale arena, spille Champignings League og Premier League. Største drøm er at komme med det danske landshold i en slutrunde - Men det vigtigste er at have det sjovt undervejs”

Der er ingen tvivl om at Anton ved hvad han vil og drømmer om, og det er tydeligt at han er klar til at kæmpe hårdt for at opnå sine drømme.

”Jeg arbejder hårdt hver dag på at nå mine mål, og jeg tror på mig selv. Jeg træner så hårdt jeg kan for at nå mine drømme!”

Hvad er dit råd til vores børn og unge i LSF?

  • Husk at have det sjovt
  • Ikke lade andre, familie, venner påstemme over dine valg men føl efter indeni
  • Jagt de drømme du føler for, men vær tro mod dig selv

Det kunne jo nærmest ikke være sagt bedre af en anden i LSF, og er jo fuldstændig i tråd med den ånd vi i LSF ønsker at dyrke. Så det er utrolig bekræftende at møde et ungt målrettet menneske, som har sine rødder og værdier direkte fra LSF.

Fra LSF skal der også lyde en ekstra tak til Anton, da hans flotte karriere faktisk også giver et mindre økonomisk afkast til hans stolte fødeklub.

Vi håber at se mere til Anton på banerne i efteråret og i forbindelse med vores senior 1 hjemmekampe.

Luk