Menu

Status fra turen til Holland

image
Benneth Kjørup Henriksen
02. april 2018 kl. 07:05
Så lakker Hollandturen mod enden, og det er tid til at gøre status.

Alt i alt har turen på alle måder været fantastisk. Alle piger og drenge har nydt turen. Sociale relationer er styrket både på holdene, årgangene og på tværs - både for børn og voksne. Der har været tid til gode oplevelser, og ikke mindst er der skabt rigtig flotte fodboldmæssige resultater!

For U12, som tog afsted med 21 friske drenge kunne resultaterne ikke være flottere. De to hold vandt begge deres indledende puljer, og heldigvis passede slutspillet så fint, at begge hold kunne gå hele vejen og først mødes i finalen. Dermed tager de pokaler med hjem for både 1. Plads og 2. Plads, hvilket er historisk flot. Førsteholdet var et niveau over de øvrige hold i turneringen, men mødte alligevel modstand fra andetholdet, som gennem hele turneringen udviklede sig mere og mere, og som leverede en pragtpræstation i finalen og kunne gå stolte fra banen med et beskedent nederlag på 0-2. Kæmpe stort tillykke til årgangen.

U14 drengene havde meget at leve op til. De formåede i 2017 at vinde Holland Cup, og der var derfor høje forventninger fra start. Ikke mindre end 30 drenge var med på de to hold, som begge leverede flotte resultater. U14-2 klarede gruppespillet fantastisk og gik videre i Champions League slutspillet med en flot 2. Plads i gruppen. I slutspillet var der hård modstand, men der blev kæmpet bravt, og det rakte til en 1-1 og et nederlag på 0-4, og endte dermed på en samlet 5. Plads i hele turneringen.

U14-1 gik fra gruppespillet med 3 sejre, men måtte i slutspillet holde fokus mod svære modstandere. 1-1 i første kamp, og 2-1 i anden kamp rakte til en finaleplads (mod SVI, som havde vundet over U14-2). Finalen var en gyser, som endte 0-0 og som derfor skulle afgøres på straffespark. Mikail leverede sikkert et mål på første skud, og SVI missede med er skud på overlæggeren, derefter sikker scoring fra Jeppe. Tredje skud blev leveret af William, som fik bolden i mål, og med en efterfølgende flot redning af Toxværd var der matchbold på 4. Skud, som Fuglø sikkert sendte i nettet og afgjorde finalen. Kæmpe tillykke til holdet med en velfortjent førsteplads.

U15 stillede også talstærkt op med 25 spillere fordelt på to hold (samt en lånespiller fra U17). U15-1 klarede indledende runde flot og gik videre til slutrunden i Champions League, hvor de desværre mødte stor modstand og måtte se sig besejret.

U15-2 klarede den indledende runde til en 3. Plads og kom dermed i Europa League, hvor de klarede slutspillet flot, og kom i kamp om 3.-4. Plads, hvor de desværre blev slået.
De ældste deltagere var vores U17 drenge, som kom afsted med 17 spillere (og derfor måtte udlåne en spiller til U15). Alle spillerne var den yngste af de to årgange i U17, og der var derfor også massiv modstand i kampene. I det indledende spil var der tæt kamp, og U17 kunne i tredje kamp selv afgøre om de skulle videre i Champions League med en sejr. Kampen endte 0-0 og

U17 gik derfor i Europa League med en 2. Plads fra puljen. I Europa League blev det desværre et nederlag i første kamp, men holdet rejste sig og kunne i anden kamp levere 2-2 efter at have været bagud. Desværre ikke helt nok til at gå i finale. Men flot kæmpet!

Turens jokere var vores viljestærke U15 pigehold. Holdet var fra start fast besluttet på at komme med på turen, til trods for at 11-mands var helt nyt, og holdet med et sygdomsafbud på afgangsdagen kun kunne mønstre 10 piger (på tværs af U13, U14 og U15). Målet var derfor også primært at kunne gennemføre turneringen. Der var stor modstand i de indledende runder, hvor pigerne måtte se sig slået. Men med en indsats enhver træner kunne være stolt af i form af fightervilje til det sidste. I slutspillet var niveauet mere fair, og pigerne klarede 0-0 i første kamp, men blev slået i sidste kamp. Til hjælp for pigerne stillede Christian fra U14 op på mål (så der kunne stilles 11 på banen) men det betød også at alle pigerne, uanset skader og træthed, måtte levere 100% i alle kampe. Christian kan prale af at være den Smørum spiller med mest spilletid, da han samlet spillede 11 kampe på tværs af de to hold. Til trods for at pigerne ikke vandt det fodboldmæssige på banen, hjemtager de alligevel den største pokal i form af kåring på U15 piger til årets fair-play hold - en absolut velfortjent anerkendelse!

Kæmpe indsats fra alle hold, som kan vende stolte hjem til Smørum.

På den praktiske side af turen, fungerede indkvartering i de 20 hytter rigtig fint, og LSF forlod søndag morgen kl. 8 stedet med stor ros og tak fra værterne. Alle hytter blev leveret tilbage i perfekt stand, og med stor respekt for god opførsel under opholdet.

Tak til alle spillere og trænere for dejlige 5 dage sammen.

Luk