Menu

66’erne Sjællandsmestre 2017!

image
Brian Espersen
14. oktober 2017 kl. 07:42
66’erne har redet på en bølge af succesoplevelser i år. Man lagde ud med at vinde vinterturneringen, som dog kun var en træningsturnering, men spil og resultater virkede lovende for sæsonen i Old Boys 2 rækken.

I turneringen viste det sig hurtigt, at 66’øerne hørte til i toppen af rækken, men Hareskoven så dog også stærke ud, og de lagde lidt afstand til de øvrige hold i løbet af foråret. 
De mistede dog pusten i efteråret, så selv om 66’ernes resultater også svingede en smule, så kom man langsomt men sikkert nærmere.
En stærk slutspurt blev sat ind, og man endte á point med et tredje tophold – Lundtofte – som man var bedre end indbyrdes, og så var puljesejren og oprykning til Old Boys 1 en realitet.

18 kampe spillet, 37 point, rækkens mest scorende hold, og samtidig rækkens bedste defensiv. Puljesejren var om noget fortjent!

1. pladsen gav også adgang til slutspillet om det første Sjællandsmesterskab for Old Boys M+32, og i semifinalen spillede man mod de suveræne vindere af pulje 1, Hornbæk. En disciplineret indsats gav en 2-0 sejr i Smørum, og så var finalen en realitet.

Finalen blev spillet i søndags, og det gav træneren en smule kvaler, for flere af holdets spillere var taget på holdets årlige udlandstur, så de var ikke til rådighed på kampdagen. Heldigvis steppede de resterende spillere op, og holdet så toptrimmet ud til kampstart på Rundforbi Stadion kl. 13.00 i Nærum mod Karlslunde.

66’erne fik dog ikke den bedste start, og det var Karlslunde, der kom først på tavlen. De udnyttede en fejl i de defensive geledder til at bringe sig foran 1-0 relativt tidligt i kampen. Det vækkede dog 66’erne, og derfra så de sig aldrig tilbage.

Træner, Nicolai Frisk, havde rykket lidt rundt på opstillingen, så holdets krumtap i forsvaret – Thommas Henriksen - var smidt helt på toppen, og genistregen gav pote, da han kom først på et indlæg og udlignede sikkert. Hans makker i angrebet – Mikro – ville også lege med få minutter senere. Han tog sagen i egen hånd fra kanten af feltet, og udplacerede flot en sagesløs keeper med en klinisk afslutning ved den fjerneste stolpe.

Da Thommas blev væltet i feltet midt i halvlegen, og Halling sikkert udnyttede straffesparket til 3-1, så det yderst positivt ud med LSF-øjne, for holdet var i fuld kontrol på dette tidspunkt. 

Man gik til pausen med denne stilling, og alle havde fornemmelsen af, at man nok skulle få kørt sejren hjem, hvis ellers man holdt hovedet koldt i resten af kampen.

Og det gode spil fortsatte i 2. halvleg. Kampens – og måske sæsonens – bedste angreb blev kreeret af Lars, Mikro og Thommas, og den blev serveret perfekt for Lars, der udnyttede chancen sikkert til en 4-1 føring.
Et klassemål hvor Mikro og Thommas, i ren Yorke/Cole stil fra United-tiden, udspillede Karlslundes forsvar, der lignede træningskegler i situationen.

Midt i halvlegen lukkede Mikro definitivt kampen med sit andet mål til stillingen 5-1. Et flot punktum af Mikro, der spillede en stor kamp og fortjent blev kåret til kampens spiller efterfølgende.

Det sidste kvarter blev sat på cruise control, og Karlslunde fik pyntet til slutresultatet 5-2.

En yderst fortjent sejr i et opgør, der stod 66’erne på det meste af tiden. Man var bare lige det bedre end Karlslunde, og kan nu prale med at være Sjællands bedste Old Boys 2 hold!

Målscorerne er nævnt i dette referat, men alle på og omkring holdet fortjener kæmpe ros for deres engagement og flotte indsats gennem hele sæsonen – ingen nævnt, ingen glemt. Holdet har spillet en omgang flot og fantastisk fodbold hele året, og selv om det har haltet lidt i enkelte halvlege hist og her, så har 3. halvleg altid levet op til forventningerne.

Nu står den på en lille pause inden der tages hul på endnu en vinterturnering, hvor formen skal holdes ved lige, og spillet skal optimeres frem mod en svær sæson i 2018, hvor holdet skal prøve kræfter med Old Boys 1 rækken.

Inden da skal der dog lige holdes en julefrokost og måske en opstartsfest (og måske en anden anledning til fest), for det sociale er trods alt en vigtig ingrediens på dette hold. Og mon ikke det bliver fornøjeligt til disse fester, for der er vitterligt masser at fejre for klubbens Old Boys!

 

StillingM+32 (Old boys) 2 • Pulje 2

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 LSF 18 11 4 3 37
2 Lundtofte Boldklub 18 12 1 5 37
3 Hareskov IF 18 10 4 4 34
4 Lynge-Uggeløse IF 18 11 0 7 33
5 AB 18 10 2 6 32
6 Måløv BK 18 7 4 7 25
7 Værløse BK 18 5 3 10 18
8 Lyngby Statsskole FK 18 5 1 12 16
9 Lyngby BK 18 4 2 12 14
10 ØB 90 18 3 3 12 12
Luk