Menu

66-holdet fejrede 20-årsdagen med en forrygende 4-4 kamp på Sydbank Arena!

image
Ref.: Peter Wagner / Foto & Video: Jørgen Steen Jensen
21. november 2016 kl. 20:24
Hvad er nu det for noget? ...baggrunden

Der var dømt opvisningskamp denne flotte november lørdag. Hele gearet var sat til: Gratis pølser, øl og sodavand – sponsoreret af danbolig Ballerup/Smørum, som var dagens kampsponsor!

Årsagen var, at holdet nu har eksisteret i 20 år og det skulle fejres. Holdet opstod for 44. år siden og de fulgtes ad i LSF igennem ungdomsårerne.

Da seniorårerne kom blev holdet splittet og flere kom bl.a. til at spille på klubbens førstehold. I 1996 var der ikke flere førsteholdsspillere tilbage og der blev taget initiativ til at starte et hold bestående af årgang 66 – nogle kalder det et socialt eksperiment – og holdet begyndte opstigningen med to oprykninger fra serie 6 til serie 4 som er den højeste række holdet har spillet i.

Kulminationen kom i 2013 da holdet vandt hele serie 5 med over 120 hold og holdet – med Søren P og Søren Winther som meget aktive primus motorer - havde derfor besluttet, at der nu skulle inviteres til en 20 års fødselsdag.

Holdopstillingerne

Da flere af spillerne på holdet er faste støtter for vores førstehold var der et ønske om at op til 10 spillere fra den nuværende 1. holdstrup deltog på hver sit hold. Heldigvis var der opbakning til dette fra både trænerstaben og ikke mindst Marc ”Altid-På-Pletten” Lind og Emil Kjærsgaard der også selv var med. En anden af vores gamle kæmper Dannie Riise meldte sig selv.

For det ene hold – ”Det blå tog” stod den nuværende træner Nicolai Frisk og for det andet hold – ”De hvide måger” stod undertegnede for.  

Det skal lige nævnes, at på 66-holdet har flere spillet førsteholdskampe  - rent faktisk  over 1500 kampe har de deltaget i.

Det var aftalt, at der var fri udskiftning og 1. holdsspillerne blev fordelt rigeligt på begge hold. Så scenen var sat – nu skulle kampens spilles.

Kampen…..

Det hele startede med at begge hold lige skulle se hinanden lidt an. Der var utroligt meget taktik og da jeg jo bliver kaldt ”Mini-Mourinho” så havde jeg valgt et defensivt udgangspunkt og Frisk et mere offensivt.

Kampen blev spillet i et utroligt opskruet tempo og på trods af at spillerne aldrig havde spillet sammen så kunne alle se, at der virkelig var høj kvalitet på banen.

Det tog lidt tid før der kom gang i scoringerne. Det var Frisk´s hold – ”Det blå tog” der kom foran. Retfærdigt – tjaa – men de havde en fantastisk målmand i Charlie Bum Bum og så er det svært at score.

Det opskruede tempo betød også, at der nok i hver halvleg blev foretaget omkring 25. udskiftninger – min allerede efter 30. sekunder da klubbens gamle anføre Flemming Olsen var kørt træt.

Nu er der det med taktikken. Lad os sige det med det samme: ”Det blå tog” kom foran med 4-0 i anden halvleg – og nu begyndte presset at vokse på undertegnede. Et stykke ind i anden halvleg så lavede jeg – synes jeg selv – en taktisk genistreg. Jeg fik fat på veteranmålmanden Finn ”Horn” Rasmussen – og sendte ham ned at klæde om – den havde Frisk ikke set!

Så nu ændrede spillet fuldstændig og ”De hvide måger” begyndte at presse på og da Gudespilleren Halling trådte i karakter så fik vi scoret. Hele fire gange så kort før tid så kunne det være gået til begge sider – men resultatet blev 4-4.

Det blev aftalt, at kampen skulle afgøres på straffe og her var det ”Det blå tog” stærkest da den gamle formand Villads Engstrøm i bedste Elkjær stil sendte bolden langt over mål så jeg nu sidder med en regning på et klokketårn på Smørum kirke!

De tre generationer…

Et stort øjeblik var da jeg fik overtalt Finn ”Horn” til at spille. For rent faktisk var der på det tidspunkt tre generationer på banen. Finn ”Horn” er far til en af klubbens tidligere førsteholdsspillere – Michael ”Rasser” Rasmussen – som er far til en af klubben nuværende 1. holdsspillere – Mathias!

Så der var mange følelser med i kampen og jeg ved, at alle tre var rørte efter kampen for hvor mange hold får denne mulighed?

Lidt om kamp set-uppet…..

Vores formand Ole Barca havde til denne dag heldigvis taget mikrofonen og jeg har aldrig set ham i sådan en form før. Under hele kampen blev der bl.a. spillet musik (!) og ting og sager kommenteret. Det at holde styr på 50-60 udskiftninger (nok lidt overdrevet) kræver sin mand! Ydermere kommenterede han samtidig kampen i bedste Gunner Nu-stil.

For at det ikke skal være løgn så kom han også med taktiske fif – bl.a. at nu skulle der byttes målmand(!) – og så anekdoter om spillere og lignende. Det var der mange der var imponeret af!

En ting overså han – og nu kommer vi til noget der aldrig er sket før! Vores fotograf Jørgen Steen Jensen trodsede alt da han som en anden krigskorrespondent lige pludselig stod midt på banen og fotograferede. Han havde besluttede sig for af nu skulle der være close-ups og så er det bare ind i kampen!

Det tog Barca 20. min. at finde ud af det før det blev kommenteret, men Jørgen havde heldigvis taget sin ”usynlighedskappe” på så han ikke kom til skade.

Heldigvis var de dygtige dommere – Andreas, Murer-Sten og Rene med på legen så kampen blev en fornøjelse for alle.

Epilog

En kamp var slut og turen gik ned til omklædningsrummet, hvor der var en fed stemning. Det var gensynsglæde med spillere der ikke havde rørt en bold i mange år og gamle historier blev fortalt.

Så tak til 1. holdsspillerne for deres deltagelse, tak til dommertrioen, tak til Hasse (billetmand) og tak til ”Pølsemændene” for en rigtig god oplevelse. Og tak til alle 900 fremmødte tilskuere (nok lidt overdrevet igen).

Se flere billeder her!

 

Video fra kampen

Luk