Menu

Ren opvisning hos OB8’ erne

image
Anders Bjerregaard
04. april 2017 kl. 08:50
Efter en succesrig vintersæson for OB8´erne er begge hold nu klar til sommersæsonen.

Mens de fleste har kæmpet sig igennem en lang, kold og mørk vinter og nu glæder sig over forårets kommen - manifesteret fornylig ved åbningen af græsbanerne, har 8-mands holdene i Oldboysafdelingen vist stor spilleglæde badet i lyset fra projektørerne på kunsten.

De to hold har begge deltaget i vinterturneringen under DBU, hvor både hold fra DBU Sjælland og DBU København deltager. Desværre var der kun nok hold til én pulje, så de to hold fra LSF kunne ikke begge vinde rækken og derfor endte det med en suveræn første og anden plads med henholdsvis 4 og 5 point ned til nummer 3.

Det var OB8 2, der i sidste ende løb med førstepladsen. Med en imponerende målscore efter 9 kampe på 66-22 blev de en flot og fortjent vinder af rækken. De blev som nævnt tæt forfulgt af OB8 1, der med lidt metaltræthed henover Julen - grundet naturligt stort fokus på familien - måtte se sig henvist til en fornem og ligeså fortjent andenplads med en målscore på 41-23.

Der var mange flotte kampe undervejs, men den moralske finale mellem de to hold fra LSF - som DBU desværre allerede havde fået lagt i første spillerunde - var naturligvis toppen. Det var fra første fløjt en intens og velspillet kamp, hvor bølgerne til tider gik lidt højt. Det krævede en rutineret og kompetent dommer til at lede dette brag, hvilket der naturligvis også var sørget for af hjemmeholdet. Kampen blev iøvrigt, ikke overraskende, vundet komfortabelt af OB8 1 med cifrene 3-1 (og det var ovenikøbet på udebane).

For dem der endnu ikke har haft glæde af at nyde de to hold på klubbens anlæg, kan Oldboysafdelingen med glæde oplyse, at de to hold - vanen tro - tørner sammen som opladning til forårssæsonen.

Kampen afvikles på opvisningsbanen for 8-mands hold (altså tættest cafeteriet) onsdag den 5. april kl. 19.00.

Udover endnu en sæson med masser af succes for OB8’erne er der blevet gjort flittigt brug af såvel op- som nedrykning mellem de to hold, hvilket har været til stor glæde og gavn for begge hold. 

OB8 1 og 2 vil gerne benytte lejligheden til at takke for opbakningen gennem hele sæsonen. Der vil blive arbejdet hårdt på at skaffe nye trofæer hjem til klubben allerede fra den kommende sæson. Der er sågar overvejelser om at lægge et træningspas ind.

Vi ses på banerne.

Luk