Senior 1+2: DS-kamp udsat – sejr til senior 2 over Orient!
Senior 1: Kamp udsat
Vi skulle have været en tur i Emdrupparken og spille mod KFUM, men kommunen ville åbenbart ikke åbne banerne. Jeg talte med cheftræner Anders M. der sagde at de havde tilbudt at ”bytte” så de kunne komme til os – om det var på græs eller kunst kunne de bestemme. Men det ville de ikke!
Årsagen er nok – mit gæt – at vi lige havde vundet stort og de lige havde tabt deres første kamp så måske havde de ikke lyst lige nu…..
Det bliver ved gætterier så nu må vi spille en aftenkamp når det bliver lidt varmere.
Senior 2 – Orient
Når der ikke skulle spilles DS-bold, så var det måske en god ide at se på vores serie 1 hold da de hjemme mødte Orient.
Cheftræner Michael Bo fik naturligvis nogle spillere ned så det var et potent hold han kunne stille op med.
Desværre havde vi ikke vejrguderne med os da en drilsk med/mod/sidevind gjorde sit indtog, hvilket betød, at begge hold havde det svært.
Smørumdrengene havde fornøjelsen af medvinden i 1. halvleg, men kunne ikke rigtigt udnytte den. Orient blev flere gange taget i omstillinger – eller også gode udspark fra Rayo i kassen – men ind ville bolden heller ikke.
Selv ikke da vi var TRE mand alene med målmanden. Han gik ud og bolden blev spillet på tværs. Den skulle bare sparkes i kassen – men ak – på stolpen.
Kæft hvor cheftræneren var tosset…..
Vi havde en eller anden fornemmelse af, at det nok ville blive bedre i 2. halvleg da vi nu fik lidt modvind og dermed kunne styre bolden bedre.
Det holdt stik. I det 50. min. kom vi godt over kanten og indlægget røg over i deres bagrum. Bolden blev lagt skråt tilbage til ”Therkel-i knibe” der med en præcis inderside lagde bolden i det lange hjørne til 1-0. Han spillede en rigtig god kamp som midtbanedynamo og var en af de spillere der skulle træde i karakter – og det gjorde han så.
Nu kom Orient mere med i spillet og i det 63. minut. fik de udlignet til 1-1 på grund af et boldtab i de bagerste rækker – igen var cheftræneren tosset.
Nu trådte en anden af de spillere vi har store forventninger til – nemlig Borén – vores Haaland - i karakter. En dygtig angriber der både har fysik, instinkt og teknik til at lave mål.
Første gang i det 73. min efter godt opspil fra en anden af kampens spillere Noah Salling.
Men kun fire minutter senere udlignede Orient til 2-2 efter et hjørnespark.
Vi kløede på og sørme om vi ikke sent i kampen fik det forløsende mål til 3-2. Igen var det Borén der scorede og igen var det på oplæg fra Salling.
En glad cheftræner fik de tre points, men det holdt hårdt.
Spørgekassen: Nedrykningsregler
Som noget nyt vil jeg gerne svare på spørgsmål af generel karakter – det er bare at kontakte mig.
Og det første spørgsmål går på alle de ”streger” der er når vi går ind og ser på de aktuelle stillinger under DBU/SBU.
I vores tilfælde gælder det reglerne om nedrykning og de er ligeså speget som at finde den rigtige afkørsel på de tolvsporede motorveje i Los Angeles – men jeg vover pelsen.
I første omgange handler det om hvor mange ”vest” – og ”øst” hold der rykker ned fra 3. division. Reglerne i DS er nemlig, at der altid skal være 40 hold – 20 fra vest og 20 fra øst.
Samtidig er der et oprykningsspil fra DS i gang. Her er de to øverste fra de fire DS-puljer samlet – fire fra øst og fire fra vest. Så det er altså meget afgørende for hvordan den fordeling ender.
Hvis vi ser på stillingerne lige nu, så betyder det, at der i DS rykker to hold ned fra vores række – bl.a. fordi Dalum har 0 point i 3. div. Og er sikker vest-nedrykker.
Resten er gætterier. Ifølge min research så betyder stregerne dårligste og bedste scenarie.
Så det handler så for DS-holdet om at undgå de to nederste pladser og det ser jo fint ud. I værste tilfælde skal den 3. nederste i DS-rækkerne spille en kamp om den sidste plads – men lad os se.
Vedr. Serie 1 holdet er det endnu mere uoverskueligt så det vil jeg ikke komme ind på her. Det nemmeste for de to hold er altså bare at vinde nogle fodboldkampe så det ikke gælder os…..!