Menu

Senior 1: Fantastisk fodboldkamp i Fælledparken – 1-1 mod Skjold!

image
Tekst: Peter Wagner
13. maj 2023 kl. 21:14
Senior 2: 2-2 mod topholdet Bagsværd med en dum smag i munden…
Optakten
Lad det være sagt med det samme: Det var en fantastisk flot fodboldkamp de to hold leverede på den dejlige sommerdag i Fælledparken – det var alle enige om.
Men det er utroligt, at vi onsdag spiller så ringe og så i dag bliver varen bare leveret.
Inden kampen talte jeg med cheftræner Anders M og han sagde at – på trods af kun en træning – så handlede det om respekt. Hver enkelt spiller skulle have respekt for alt hvad de foretog sig på banen – for respekt er noget man jo skal gøre sig fortjent til.
Og det havde de to hold i den grad – og når dommeren nok var den bedste vi har haft i år, så skulle det blive en god fodboldkamp.
1. halvleg
Allerede fra start vidste vi, at det var en helt anden indstilling der var. ”Batman & Robin” på sidelinjen coachede virkelig drengene og viste dem hvad engagement er. Og det forstod de.
Vi skulle i gang og det var en utrolig intens og underholdende start fra de to hold. Skjold-drengene pressede virkelig på og ville vise hvem der bestemte. Det skulle vi lige vænne os til, men så var det os der fik omstillingerne. Specielt Skjolds præcise diagonalbolde over en halv banelængde satte forsvaret på store prøver og banens bedste spille – vores kaptajn ”Søbbe” – havde sit hyr med at få dirigeret tropperne – men det gjorde han fantastisk. 
Samtidig havde vores keeper Marius også taget den rette indstilling med på banen. Årvågen og med gode indgreb fik han afværget det han skulle lige fra kampens start. 
Det blev til en del Skjoldchancer, men vi havde også vores ”nålestik”. 
Omkring det 20. min. fik vi vores største chance da et indlæg blev sendt over til den bagerste stang hvor Bertram stod, men desværre fik han headet lige på keeperen.
Så blev Skjold rigtigt farlige. Et godt angreb blev afsluttet med at en spiller skød på mål, men heldigvis ramte den lidt tilfældigt en af vores spillere i ryggen. Det hjørnespark betød endnu en chance og der blev headet på mål – Marius var passeret, men heldigvis blev bolden clearet på målstregen. 
Det kunne ikke blive ved med at gå godt og i det 25. min. blev en bold spillet frem. Marius og Thyge kæmpede om bolden med en Skjoldspiller der desværre narrede dem begge to og da han tog et træk udenom dem, så skulle han bare sætte bolden i kassen.
Det blev vi ikke slået ud af. Et par minutter senere så fik Kryger sendt et indlæg af sted til deres bagerste stang og den headede Salling flot i nettet. 
Så var vi lige vidt og begge hold kunne gå til pause med en god fornemmelse. 
2. halvleg
Det var en tilfreds træner der godt kunne lide den ”trodsreaktion” der var kommet efter KFUM-kampen. Vigtigt var det at drengene holdt sig tæt på modspillerne og stod godt organiseret. 
Det var som om varmen også gjorde deres indtog – ikke fordi det var negativt, men specielt for vores vedkommende blev der spillet noget af det flotteste fodboldspil vi ikke har set længe. 
Kombinationerne flød på trods af, at Skjold er et klassemandskab, men det blev ikke til de helt store chancer. 
Ulig første halvleg blev keeperne ikke sat på de store prøver. Der var meget flot spil, men når der lige skulle sættes trumf på, så fadede det ud. Magikeren Gransee fik vel de største chancer, men det var dog ikke nogen 100% chancer.
Dog troede vi at vi fik sejren. Der var fokus på forsvarsspillet, men kort får tid fik Yazid ”en lang” at løbe på lidt ude i siden. Hans lange stænger benede afsted og fra en lidt spids vinkel fik han afsluttet, men desværre røg bolden og lige forbi.
Det havde næste også været for ondt da 1-1 var et fair resultat – og også fra Skjoldlejren var der tilfredshed med kampens udfald.
Anders – er du stolt i dag?
”Ja for pokker! Vi spillede vel noget af det bedste kombinationsspii jeg ikke har set længe – måske det bedste i min tid. Og så reaktionen på onsdagskampen for denne gang var der ingen der faldt igennem.
Specielt er jeg glad for, at Gransee fik næsten en hel kamp så det lover godt for fremtiden.
Jeg ved ikke om han er enig, men efter min mening så er Kaptajn ”Søbbe” en urkraft på banen og i min verden den absolut bedste spiller denne dejlige dag på Fælleden.

Senior 2: Bagsværd – LSF 2-2 – kæmpe tyveri!

Planen havde maget sig således, at jeg kunne skynde mig fra Fælleden og til Bagsværd for at se senior 2 spille mod oprykkerne fra Bagsværd. 

Drengene gik upåvirket til sagen og spillede en lige kamp mod topholdet. Allerede i det 6. min. fik vi scoret da ”Flügge” blev spillet fri og scorede sikkert.
Drengene kæmpede godt og da Bagsværd fik scoret i det 69. min., så svarede vi igen med en scoring – igen var det ”Flügge”.
Men nu ville dommeren også lege med. Der blev kæmpet om hver meter og kort før tid blev bolden spillet frem i vores bagrum. De to spillere løb skulder mod skulder og heldigvis fik vi sparket bolden udover stadion og efterfølgende faldt Bagsværdspilleren. Så nu er det tyveriet kommer: Dommeren dømte straffespark! Han må sgu være den eneste der kunne se det på stadion for det var en fair duel og det var vores spiller der ramte bolden og sendte den ud for spillerafsend,
Så det var en flok glade Bagsværdspillere der med det ene point rykkede op i Sjællandsserien.
Men hvor er det synd, når en dommer kan få så meget indflydelse på resultatet.

StillingHerre-DS 2022-23 Kvalifikationsspil • Pulje 2

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 LSF 14 7 4 3 51
2 Skjold 14 7 5 2 50
3 Allerød FK 14 6 3 5 45
4 VB 1968 14 7 2 5 41
5 Næstved I.F. 14 4 4 6 41
6 Herlev IF 14 5 3 6 37
7 Slagelse B&I 14 3 2 9 36
8 KFUM 14 4 3 7 29

StillingSerie 1 • Pulje 1

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 Frem Hellebæk 26 19 3 4 60
2 Bagsværd BK 26 17 5 4 56
3 Jyllinge FC 26 13 4 9 43
4 Taarbæk IF Sunshine 26 13 1 12 40
5 Gladsaxe-Hero BK 26 12 4 10 40
6 Stenløse BK 26 12 3 11 39
7 Værløse 26 11 6 9 39
8 Frederiksværk FK 26 12 3 11 39
9 LSF 26 10 5 11 35
10 Albertslund IF 26 10 5 11 35
11 Ballerup BK 26 10 4 12 34
12 Lyngby BK 26 10 3 13 33
13 Orient GI 26 4 3 19 15
14 AB 26 3 3 20 12
Luk