Senior 1: God moral i 2-2 kamp mod Greve
Senior 1: God moral i 2-2 kamp mod Greve
Det blev en mærkelig kamp mod Greve, hvor marginalerne ikke rigtigt var på vores side.
”Stub” var skadet og ind på hans plads kom Gudman efter sin skadespause.
Det betød genvalg til resten af holdet fra sidste uge og betød, at tilbagevendte Thyge og Albert(o) måtte starte ude.
Ole Barca nævnte efter kampen at han så den som ”nat og dag” og det kan jo altid diskuteres. Hvis vi ikke havde dummet os i første halvleg, så kunne det måske være andre ord der skulle bruges, men meget sad ikke i skabet som det plejer.
1. halvleg
Der skete ikke så meget i kampens indledning – dertil var respekten fra de to hold for stor og der blev ikke skabt store chancer, men i det 20. min. skete der noget.
Greve var kommet frem på banen og en spiller skød på mål lige udenfor vores felt. Et lidt ufarligt skud, men om ”Løven” i kassen ikke rigtigt var vågen eller den ramte en knold ved jeg ikke, men via hans hænder eller andre kropsdele røg bolden mærkeligt i kassen…..det ligner ham altså ikke….
Vi begyndte at presse på og i det 30. min. kom så kampens dramatiske højdepunkt. En lang bold frem til Spirrevippen Jacob Lind og ud kom deres målmand. Men han havde gjort regning uden Spirrevippens hurtige fødder og kom alt for sent og nedlagde ham med et rødt kort til følge.
Frisparket lige udenfor feltet tog Bertram sig af og sørme om den indskiftede målmand ikke måtte diske op med en pragtredning – selvom han ikke nåede at varme op!
Dermed var ”bøvlet” ikke slut endnu. Nede med en mand fik Greve spillet sig igennem i det 42. min. og vi kom til at lavet et dumt straffespark med en 2-0 føring til følge.
Så det var en flok slukørede spillere der gik til pause.
2. halvleg
Jeg var selv med i omklædningsrummet og her var ”hårtørren” Anders M ikke helt tilfreds med det han så. I stedet for at give spillerne en skideballe blev flere taktiske ændringer nævnt. Nu skulle vi helt op i smasken på Grevespillerne så de var nødt til at sparke langt og så efterlyste han en vildskab, gejst og vilje.
Og jeg skal love for, at spillerne efterlevede de taktiske ændringer.
Allerede efter to minutter af 2. halvleg havde vi haft flere chancer end i hele første. Vi kom nu først på bolden og fik spillet den ud på kanterne. Men Greve var gode til at forsvarer. Der manglede lige den sidste touch og til sidst var Greve presset helt op foran kirkedøren i Ledøje!
Vi kom tættere og tættere på og frem kom nu også Søberg som en frontangriber – og det skabte uro!
I det 80. min. havde han et skud på trekantssammenføjningen og i det 86. minut gav det pote. En høj bold blev snitte videre til ”Søbbe” og så stod det 2-1.
Drengene kløede på og forløsningen kom i det 92. minut. Bolden blev spillet ude på kanten i vores venstre side til Lyng der lavede et indlæg – det jeg vil kalde ”et Wagner Indlæg.”
Med det mener jeg, at du altid skal sørge for, at bolden rammer målet og så må vi se hvad der sker. Indlægget var vel omkring en meter over græsset og ikke særligt hårdt. Men sørme om den ikke snød tre-fire Grevespiller og gik i mål til 2-2.
Det skal lige nævnes, at vi rent faktisk havde bolden i nettet inden, men der blev der dømt offside, hvilket vist nok var ok.
Efterspillet
Når spillet ikke sådan lige glider og vi er bagud med to ved pausen så er det vel ok at få 2-2. Der var flere spillere der nok ville glemme de første 45. minutter, men så er det jo godt at vi spiller 90. Anders M. udnævnte Gudman som kampens spiller selvom det var for ham en lidt uvant plads på midten af banen – den opgave løste han fremragende.
Nu er der allerede kamp på onsdag i AB Tårnby – og forhåbentlig kan vi få noget med derfra.
StillingHerre-DS 2023-24 Kvalifikationsspil • Pulje 1
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | LSF | 28 | 13 | 6 | 9 | 45 | |
2 | B 1908 | 28 | 9 | 8 | 11 | 35 | |
3 | Ringsted IF | 28 | 9 | 8 | 11 | 35 | |
4 | Herlev IF | 28 | 10 | 4 | 14 | 34 | |
5 | Greve | 28 | 10 | 3 | 15 | 33 | |
6 | Næstved I.F. | 28 | 8 | 6 | 14 | 30 | |
7 | AB Tårnby | 28 | 8 | 6 | 14 | 30 | |
8 | Slagelse B&I | 28 | 7 | 8 | 13 | 29 | |
9 | KFUM, Roskilde | 28 | 6 | 4 | 18 | 22 | |
10 | VB 1968 | 28 | 5 | 6 | 17 | 21 |