Menu

Senior 1: Spillemæssigt halvsløjt, men resultatet fejlede intet

image
Tekst: Brian Espersen / Foto: Jørgen Steen Jensen
16. september 2018 kl. 08:27
LSF er inde i en god periode i øjeblikket, men det kunne ikke ses på spillet denne lørdag, hvor oprykkerne fra Union bed godt fra sig.

LSF havde besøg af endnu et hold fra toppen af tabellen, da Union gæstede Sydbank Arena. For tredje DS-kamp i træk kunne LSF stille med samme start 11’er, og i kampene forinden havde holdet vist glimrende spil og resultater derefter, så der var god grund til genvalg over hele linjen.

Begge hold lagde frisk ud fra første fløjt. Union med et godt pres og direkte spil, mens LSF var lidt mere tålmodige i boldomgangen. Intentionerne fejlede intet hos de to mandskaber, men kvaliteten haltede en smule efter. Ofte endte hjemmeholdets angreb med en skidt aflevering eller et let boldtab på modstanderens halvdel.

Vi skulle hen til knap midten af halvlegen før de første højdepunkter dukkede op.

Først fik LSF-topscoreren, Frederik, chancen foran modstanderens kasse, men afslutningen blev reddet af keeperen. I det efterfølgende angreb var det Unions tur til at brænde en chance i fri position, da Bjerregaard afværgede flot.

Resten af halvlegen var ikke noget at skrive hjem om. Begge hold havde et par opløb til chancer, men blev aldrig rigtig farlige – for LSF’s vedkommende var man tættest på, da Frederik afsluttede snert forbi den ene stolpe fra kanten af feltet kort før pausen.

Første halvleg blev aldrig rigtig underholdende. Begge hold indeholdt kvaliteter offensivt, men det blev udlignet af de lige så gode defensive præstationer, så det sprudlende spil og store målchancer udeblev desværre.

Efter pausen blev det en smule mere underholdende, men det var først mod slutningen at tøjlerne rigtig blev sluppet. Lad os dog lige komme kronologisk igennem den første del af halvlegen, inden vi går til den spændende og dramatiske afslutning.

Kampen blev åbnet op små ti minutter efter pausen, da Union kom foran. Et indadskruet indlæg fra deres venstre side lå tæt under mål, og her fik en Union-spiller, blandt venner og fjender, styret bolden ind bag en sagesløs Bjerregaard.

Det gav bange anelser blandt hjemmeholdets tilskuere, for LSF havde kampen igennem haft svært ved at skabe noget foran modstanderens mål.

Udeholdet havde fin kontrol igennem det meste af halvlegen, og bortset fra et fint frispark fra EK, holdt man LSF nede på et minimum af chancer. Unions gameplan forløb som de havde håbet, men som tiden gik begyndte LSF at bide lidt mere fra sig.

Men 10 minutter tilbage af kampen fik hjemmeholdet så endelig udbytte af anstrengelserne. Et indlæg blev clearet ud af Union-feltet, men her stod Jacob klar i venstre side, og han trykkede resolut af og satte bolden ind bag en chanceløs keeper. En fin scoring af Jacob, som spillede en udmærket kamp. Målet blev scoret fra hans position som venstre back – en plads han blev flyttet over på, da Løvgren måtte lade sig udskifte midt i halvlegen.

Ud af ingenting havde LSF udlignet til 1-1, og det gav blod på tanden til et pres i slutminutterne.

Union var dog heller ikke tilfredse med det ene point, og de spillede også for at vinde kampen, så det gav lidt mere underholdning til sidst.

Det lignede dog en pointdeling lige indtil der skete noget langt inde i overtiden. LSF lagde pres på, og en afslutning fra Scott blev blokeret med hænderne af en forsvarsspiller, og heldigvis så dommeren det og dømte straffe til LSF.

Den opgave blev anfører Molle sat til at løse, og han sparkede den hårdt og velplaceret op i nettaget. Godt sat ind af 100-kamps jubilaren, som viste sig det store ansvar værdig.

Union prøvede alt hvad de kunne i kampens sidste minut, men kom ikke i nærheden af en udligning, og så kunne LSF sætte yderligere tre point ind på kontoen.

Det holdt dog hårdt mod en god modstander, der beviste hvorfor de lå i toppen af tabellen, men LSF havde heldet og de små marginaler på deres side denne lørdag.

Det blev, som forventet, et tæt opgør, og havde Union fået et point med hjem, havde man ikke kunnet indvende noget imod det – ja selv hvis Union havde vundet kampen havde det heller ikke været ufortjent.

Hvis kampen var blevet spillet for en måned siden, så havde LSF nok tabt det opgør, men efter et par rigtig gode kampe har man fået tro på tingene, og så går det nogle gange bare den rigtige vej, selv om det ser svært ud.

Nogle vil nok sige, at LSF var heldige denne lørdag på Sydbank Arena, for Union havde kampen i deres hule hånd, og de misbrugte også et par store muligheder, men Bjerregaard i målet stod igen en god kamp.

Og en kamp bliver ikke afgjort på hvor mange chancer man skaber, men på hvor mange af dem, der bliver udnyttet, og LSF havde en høj udnyttelsesprocent denne gang.

Det var ikke det mest sprudlende LSF hold vi så denne lørdag, hvor holdet generelt præsterede under vanligt niveau, men enkelte spillere lyste dog en smule op. Defensiven gjorde det rimeligt, og Jacob Lind Lindbaum gjorde det fint både som højre og venstre back, og fik krydret den gode indsats med et flot og vigtigt mål.

I den offensive del var det så-som-så med de flotte præstationer - dog fik Benja vist sig godt frem, efter han blev indskiftet med godt en halv time tilbage.

Bedst på dagen var Bjerregaard i målet. Han har gjort det glimrende i dette efterår, og igen i dag tog han godt fra inde på stregen og holdt LSF inde i kampen, da det så sværest ud. Han blev fortjent kåret til Man Of The Match af dagens stadionspeaker, Jørgen.

Næste kamp er på lørdag den 22. september, hvor LSF skal på besøg i Ishøj. Kampen fløjtes i gang kl. 14.00.

LSF – Union 2-1 (0-0)

54 min: 0-1 Union
80 min: 1-1 Jacob
94 min: 2-1 Molle (straffe)

Opstilling:

Målmand: Bjerregaard
Forsvar: Dennis (ud 83.), Jacob, Søberg, Løvgren (ud 68.)
Midtbane: EK, Weiss (ud 61.), Molle, Scott, Gransee
Angreb: Frederik (ud 60.)
Bænken: Benja (ind 61.), BN (ind 83.), Thomsen (ind 68.)

Luk