Senior 1: Status – interview med trænerduoen!
Thomas – lad os skue tiden tilbage til starten – hvad var dine forventninger inden sæsonen?
”Inden vi startede, havde jeg nogle samtaler med de tidligere cheftrænere (Anders Mikkelsen og Kim Kjærsgård) og med det som udgangspunkt tog jeg fat. Det er et ungt hold af egne spillere og vi har flere gange været lige ved at komme med i oprykningsspillet så målsætningen er denne gang at komme her da alle følte, at spillerne nu var klar til det”.
Vi kom i gang og pointene væltede ind?
”Ja - bedre start kunne vi ikke få. Fire sejre i streg og 12 points på kontoen. Så var vi i gang! Der var virkelig en tro på at vi nok skulle vinde uanset hvordan kampen udviklede sig. Bagud med 2-0 i AB Tårnby efter en halv time og så vinder vi alligevel – det viser en fantastisk god moral og vindermentalitet”.
Hvad tror du er årsagen til at vi kom så godt fra start?
”Som sagt en fantastisk god moral og vindermentalitet. Og så træningsindsatsen. Allerede fra start havde jeg en masse spillere til rådighed. Normalt er spillerne på ferie og ”droppe ind” efterhånden, men denne gang var der over 20 spillere hver gang. Og netop den brede trup er en væsentlig årsag til, at der er så mange der kæmper om pladserne. Jeg fandt hurtigt ud af, at selvom der var nogle væk så leverede dem der blev sat ind hver gang.
Og ser vi på kampudviklingerne så har vi scoret mål i den sidste del af kampene. Jeg tror at netop den kvalitet, at de spillere der kommer ind, er på samme niveau og det betyder at flere kampe er tippet til vores fordel til sidst”.
Udover den brede trup, hvad mener du så er holdets styrker?
”Hvis vi ser på stillingen, så har vi 22 point og en målscore på 12-6. I fem ud af de ni kampe er der ikke scoret mod os så med det som udgangspunkt er det et godt fundament. Vi er svære at scorer imod og det ved spillerne. Så det defensive element er på plads og det skaber en vis tryghed på holdet.
Samtidig har vi nogle dygtige angribere og en midtbane der arbejder stenhårdt og det tager trykket af når modstanderne angriber”.
Hvad skal vi så have fokus på og blive bedre til?
”Det giver nok sig selv. Vi har det defensive på plads – nu skal vi bare score flere mål! Spirrevippen Lind har lavet halvdelen af vores mål selvom han i de første kampe spillede back! Vi skal bygge videre på offensiven og se om vi ikke kan score flere mål så kampene hele tiden ikke er lige på vippen”.
Hvad med taktikken – systemet?
”Her prøver vi hele tiden at tilpasse det til vores modstandere. Jeg har selvfølgelig mine grundtanker om hvordan vi skal spille, men ændre også hvordan presset skal være til hver enkelt modstander. Jeg har set mange kampe i vores række og ved hvordan hvert hold spiller. Det prøver jeg at tilpasse til den enkelte kamp og få det formidlet til spillerne. Og heldigvis er de meget lydhøre og så har jeg jo en fantastisk kaptajn ”Søbbe” der klare den på banen”.
Og så har du fået en ny ”legekammerat” – Assistenttræner Allan Zeuthen”
”Ja – Allan er lige startet hos os fra et ophold i Herlev, men han kan jo selv lige svare for sig”!
Præcis – så Allan – sæt lige ord på dig selv!
”Jeg er 38 år og har været træner i 12 år. Efter nogle år i børnefodbolden blev jeg træner i de to Herlev klubber – B1973 og her til sidst for Herlevs DS-hold. Jeg har taget en A-licens (højeste træneruddannelse i Danmark) og havde muligheden for at hjælpe Thomas med det samme så det er baggrunden for at jeg er her”.
Hvad er så dine styrker?
”Nu har jeg set en del LSF-kampe og det jeg godt kan lide, er specielt det defensive. Det er i min verden et rigtigt godt udgangspunkt og det er også det jeg har skrevet speciale om da jeg tog min A-licens. Det jeg er fokuseret på, er hvornår og hvordan presspillet skal foregå ud fra det rent defensive.
Hvad min rolle bliver skal vi nok finde ud af – nu skal vi jo lige i gang!”
Til sidst – fremtiden?
”Målsætningen er den samme” siger Thomas. ” Vi skal forsøge at komme med i oprykningsspillet og så tage den der fra. Vi har fem kampe mere i år og fire i foråret inden puljerne bliver blandet sammen.
Der kan også ske meget i vinterpausen for mange hold. Historisk set er der mange der skifter klubber og det kan få betydning for hvordan foråret udvikler sig. Men vi er fortrøstningsfulde og med den brede trup vi har, så skal vi nok stå imod det pres der kommer til sidst” slutter Thomas.
For god ordens skyld skal reglerne lige nævnes. Når vi har spillet to gange mod alle hold, så laves der et cut. De fem første fra vores række (pulje 2) bliver nu sat sammen med de fem andre klubber fra den anden pulje (pulje 1). Pointene tages med over så jo flere points vi har med desto bedre.
Vi skal så spille to gange mod de fem hold fra pulje 1 og til sidst gøres regnskabet op. Hvor mange der rykker op, afhænger af nedrykning fra 3. division.
Det samme gør sig gældende hvis vi kommer i nedrykningsspillet og heller ikke her ved vi hvor mange der rykker ned.
Så nu er det bare at få afviklet de sidste kampe inden julefreden sænker sig over os alle – og spændende er det!
KampprogramHerre-DS 2024-25 • Pulje 1
StillingHerre-DS 2024-25 • Pulje 1
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | LSF | 14 | 10 | 3 | 1 | 33 | |
2 | Hørsholm-Usserød IK | 14 | 10 | 2 | 2 | 32 | |
3 | Ringsted IF | 14 | 9 | 3 | 2 | 30 | |
4 | Frederikssund | 14 | 7 | 2 | 5 | 23 | |
5 | AB Tårnby | 14 | 6 | 1 | 7 | 19 | |
6 | Hvidovre IF | 14 | 4 | 4 | 6 | 16 | |
7 | Glostrup | 14 | 4 | 3 | 7 | 15 | |
8 | Karlslunde IF | 14 | 4 | 0 | 10 | 12 | |
9 | Næstved I.F. | 14 | 3 | 2 | 9 | 11 | |
10 | B 1908 | 14 | 2 | 2 | 10 | 8 |