Årgang 02 på træningslejr i Vildbjerg…. Og med landsholdet
Palmesøndag drog 27 U14-drenge og 5 ledere af sted på træningslejr. Målet var Vildbjerg en lille by tæt på Herning, som mange af drengene (og i øvrigt mange andre fra LSF) kender i forvejen fra den traditionsrige årlige klubtur til Vildbjerg Cup.
Vildbjerg Cup er fantastisk – et træningsophold på Vildbjerg Sport- og kulturcenter er en helt anden oplevelse, men stadig fantastisk.
Drengene blev leveret lige midt i centrum af Vildbjerg i tog direkte fra Høje Taastrup. Fed måde at starte turen på og drengene var så klar, da de ankom. På gåben 200 meter og vi var ved Vildbjerg Sport- og kulturcenter, hvor drengene blev installeret på 4 mands værelser, med eget bad/toilet, eget fjernsyn og senge :-) så meget luksus i forhold til Vildbjerg Cup.
Under opholdet fra søndag til onsdag nåede drengene på de lækre kunstbaner 4 træningspas, 2x2 kampe mod Herning Fremad, Vildbjerg og Kisa et norsk hold. 2 taktikmøder i velindrettede mødelokaler, spillersamtaler og to besøg i svømmehal, som ligger på centret. Derudover fuld forplejning med god og sund mad og et par aften besøg i den lokale Fakta med lidt mindre sunde sager.
Onsdag formiddag faldt en ekstra appelsin ned i turbanen og afrundede en fantastisk træningslejr på en helt perfekt måde. Det Danske A-landshold ankom til Vildbjerg for at træne inden landskampen mod Island den efterfølgende aften i Herning. Vi vidste ikke noget om dette før træningslejren, men erfarede det under opholdet. Alle drengene var derfor så klar da landsholdsspillerne og trænerne kom slentrende over imod Vildbjerg græsbane 5. Der blev taget billeder, selfies og skrevet autografer. Landsholdstræningen var lukket og ikke annonceret, men alligevel fik vores drenge lov til at overvære, og helt unikt som de eneste på sidelinjen, 1 time af træningen. Her var de bolddrenge, slæbte cocio og vandflasker og ikke mindst så, at landsholder faktisk laver nogle af de helt samme træningsøvelser, som de selv laver.
En stor tak til DBU – det var stort.
Onsdag over middag gik togturen tilbage til Sjælland og Smørum. Tak til alle drengene og lederne for en super tur fuld af oplevelser, og forhåbentlig et godt afsæt til forårets fodbold udfordringer.
Vi kan kun anbefale, at andre hold tager til Vildbjerg Sport- og Kulturcenter på træningsophold.