LSF ungdom fik besøg af Den Mentale Kriger.
Lokalet var fyldt med håbefulde fodboldspillere, der alle var kommet for at høre om drømmenes vej til elite og succes. De fleste kendte allerede til Den Mentale Krigers budskab på YouTube og Facebook.
”Stjerner fødes i deres tilgang til modgang”.
Budskabet var klart, og Kim Boye forklarede hvordan han i en ung alder selv havde mødt modgangen, fra modstridende træner, kontroversielle beslutninger fra klubledelsen, og en fatal knæskade.
LSF’s ungdom lyttede intens til Kim Boyes vej fra et alkoholiseret hjem til Danmarksmesterskabet med Brøndby IF, og en fantastisk prøvetræning i Barcelona. Alle historierne er med i Kim Boyes kommende bog ”Den Mentale Kriger”, der udkommer til maj.
Kim Boye forklarede nøgtern, hvordan knæskaden og Brøndby IF flere gange kom i vejen for en mulig udenlandskontrakt, inden Den Mentale Kriger tog over! ”Op og nedture er dit eget valg, det er dig selv der har ansvaret for din lykke, og hvis du tror på alle de kloge hoveder, der påstår du ikke kan blive til noget, så bliver det sådan”.
Kim Boye påtog sig også det fulde ansvar, for sin al for korte karriere. ”En af grundene til at jeg ikke selv nåede til tops, var at jeg havde en rygsæk fuld af kaos”.
I dag hjælper Kim Boye med kaoshåndtering og spillerudvikling. Som mentaltræner giver han elitespillere strategier til at nå deres mål. ”Der er ikke særlig langt fra at være god, til at være bedst. Det er de valg du tager i modgang der definere hvem du er”.
Sætningen kunne have rundet foredraget fint af, men Den Mentale Kriger var kun lige begyndt. LSF ungdom fik hørt om Højt budniveau, drømme der bliver til håb, og håb der bliver til tro.
”Hvis du tror du bliver den bedste af at komme til træning fire gange om ugen, tager du fejl, for det gør alle de andre også. Du har brug for selvtræning”.
En ung fyr i rød træningsbluse rakte fingeren i vejret, og spurgte forventningsfuldt om hvor mange timer man skulle træne om ugen. Svaret kom med det samme, ”så meget som muligt! Få øvet afleveringer op ad husmuren, spil med vennerne der hjemme, i skolen og på banerne”.
Flere fingre kom op, og Kim Boye tog en spørgerunde. Endnu en spiller i rød træningsdragt spurgte hvem der var den bedste fodboldspiller, Kim Boye havde spillet sammen med?
Jeg kiggede rundt i lokalet, og tænkte om nogle af de håbefulde spillere, en gang ville få det samme spørgsmål. Kim Boye nikkede eftertænksomt! ”Det må være Peter Schmeichel, for han satte sig nogle høje mål, og nåede dem”. En af trænerne nævnte stolt at Peter Schmeichel startede i Smørum, og et drømmenes sus fløj gennem rummet.
Den Mentale Kriger afsluttede aftenens foredrag hvor han startede med et af sine budskaber fra de sociale medier. ”Jo større ansvar du vælger at tage i alt i livet, jo større ansvar tager du på banen. Så tøm opvasken, ryd op på dit værelse og få styr på din skole”.
Kloge ord fra en mand der i hele sin fodboldkarriere havde kæmpet med en rygsæk fuld af kaos.