Menu

Morgendagens stjerner, spiller på LSF U7

image
Kenneth Schütt
04. december 2019 kl. 19:51
Mange hold har nu afsluttet deres sæson og ser frem mod foråret. Men LSF U7 Pandaerne spiller stadig og det bliver vi ved med.

Vejret er sjældent en udfordring og vi har trænet udendørs i sol, blæst, regn og sne, og indendørs når vi kan. Det gør vi året rundt og uden stop. Hvorfor, kan man spørge?

Fordi vi har i gennemsnit 20 små Duracell pandaer på træningsbanen hver uge, og vi kæmper, som er vi Messi, Ronaldo, Fischer og Wilczek.

Vores hold rummer hele spektret fra nogle af de bedste U7 spillere på A niveau til dem som sparker til en fodbold for første gang og alle dem midt imellem. Udviklingen er og har, året igennem været fantastisk for os spillere, og det kan kun lykkes med hjælp fra vores meget engageret trænerteam som består af ikke mindre end 8 trænere, samt vores engageret forældre som sammen giver os mulighed for at blive de bedste fodboldspillere vi kan være. Men på vores hold må vi ikke bande, sige grimme ting til hinanden eller slå og sparke når vi taber, og så skal vi endda hjælpe med at rydde op efter træningen. Når vi falder og slår os, så siger vores trænere bare ”op igen” eller ”spil videre”, men vi er gode sammen og vi har det super sjovt fordi, på vores hold bygger vi på sammenhold, disciplin og kammeratskab.

Vi har året igennem deltaget til utallige stævner og træningskampe, og prøvet kræfter mod mange klubber på vores årgang fra både nær og fjern. Således har vi spillet træningskampe eller turneringer ca. 3 gange pr. måned året rundt. Vi har prøvet kræfter på både A, B og C niveau så alle med lyst og vilje, har fået mulighed for at spille om medaljer. Kampprogrammet for vinteren er uændret og vi holder samme tempo. Duracell pandaerne bliver bare ved og ved.

Vi har i året der er gået spillet 3v3, 4v4 og 5v5 vi har haft mange spillere med til deres første turnering og vi har fået trukket utallige medaljer over hovedet og løftet flere pokaler end vi har fingre. Ikke alle har været lige fortjent, men for hver eneste er der blevet kæmpet rø… ud af shortsne. Vi har vundet mange kampe og vi har haft det sjovt i alle de andre, og så har vi lært noget om os selv hver eneste gang.

Vi har spillet lige op med nogle af de bedste hold på Sjælland, og endda vundet på de gode dage. Men man kan ikke tale om et decideret højdepunkt for hver spiller har på sit niveau gjort sit bedste. Vi har spillere som da året startede, spillede deres første kamp og som nu spiller på både A og B niveau.

På LSF U7 bygger vi ikke fodboldspillere, vi bygger karakter!!! Fortsætter vores Duracell pandaer som nu, så er der ingen tvivl om at de næste stjerner er på vej!!

Men HUSK!! Det absolut vigtigste for os på U7, det er at vi har det så enormt sjovt at vi har lyst til at spille fodbold hver eneste dag, igen og igen og igen.

Rigtig glædelig jul fra

Alexander, Amir, Arthur, Benjamin, Bertram, Carl, Caroline, Casius, Daniel, Dexter, Elias, Elliot, Emil, Halfdan, Hektor, Hjalte, Jonathan, Leon, Malthe, Max, Noah, Nor, Oliver, Oscar, Simon, Thor, Theodor, Victor, Michael, Thomas, Nicolas, Mathias, Frank, Hans-Peter og Kenneth.

 

Luk