U11 bedste hold til Danmarks største pigestævne
U11 bedste hold til Danmarks største pigestævne
LSFs U11 piger vandt eliterækken til Madsby Pige Cup, og kunne dermed kalde sig turneringens, og formentlig også Danmarks, bedste U11 pigehold.
Fra den 2. – 4. juni blev Danmarks største pigestævne afviklet i Fredericia. LSF var repræsenteret med 3 hold ved stævnet, der i alt havde deltagelse af i alt 2300 spillere fra 186 forskellige klubber.
U11 pigerne stillede op i den stærkt besatte U11 eliterække, der blandt andet indeholdt ærkerivalerne fra Greve Fodbold, Klubsamarbejdet FCM, samt Fortuna Hjørring. Rækken bestod i alt af 7 hold, hvoraf de 2 bedste skulle mødes i finalen. Generelt var niveauet højt, hvilket kom til udtryk ved, at holdende tog point fra hinanden på kryds og tværs.
Inden LSF-pigernes sidste kamp, hvor modstanderen var Fortuna Hjørring, stod det klart, at LSF med et uafgjort resultat eller en sejr ville være klar til finalen. Med et par hurtige scoringer fjernede pigerne dog effektivt forhåbningerne fra de andre finalebejlere. Sidst i første halvveg kom der dog lidt spænding tilbage i opgøret, da en af LSF pigerne måtte forlade banen i 5 minutter efter et gult kort. Det undertal rystede dog ikke pigerne, der i stedet bragte sig foran med 3-0 i starten af 2. halvveg. Opgøret endte med en 4-1 sejr, hvorefter pigerne endte som gruppespillets bedste hold.
I finalen var modstanderholdet Odense-holdet fra Dalum IF. LSF-pigerne havde i gruppespillet, haft god kontrol over opgøret mod Dalum-pigerne, og fornemmelsen var derfor god, selvom nerverne kunne mærkes i den varme sommerluft. Kampbilledet fra holdendes første opgør gentog sig i 1. halvveg, hvor LSF-pigerne fik bragt sig foran med 2-0 inden pausen. I begyndelsen af 2. halvveg fik Dalum IF reduceret på et straffespark, og nervøsiteten indfandt sig på sidelinjen. Det rystede dog på ingen måde LSF-pigerne, der fortsatte det hurtige pasningsspil, der turneringen igennem havde kastet mange rosende ord fra blandt andet modstanderholdendes trænere fra sig. Opgøret endte med en 4-1 sejr, og pigerne kunne lade sig hylde som vindere af årets Madsby Pige Cup.
Foruden den sportslige succes havde pigerne også en super hyggelig tur, til det veltilrettelagte stævne. Vi håber derfor, at vi næste år, får selskab af endnu flere pigehold fra LSF.
Stemningsbillede - Madsby Pige Cup